Butikken og Bordet
Butik for Borddækning repræsenterer seks designere og kunsthåndværkere med hver deres ide-, materiale- og formverden. Det fælles idegrundlag i butikken er baseret på interessen for genstande som indgår i og omkring borddækningen. Bordet er stedet hvor vi samles om måltidet. Stedet hvor samtale, nærhed og gastronomisk nydelse kan mødes, og en sanselig oplevelse udfolde sig. Butikkens produkter inviterer til en fri fabuleren over anvendelsen af bordet som et kompositorisk rum og giver inspiration til mange forskellige borddækningsmuligheder. Produkter lavet af forskellige materialer som glas, porcelæn, lertøj, beton og træ spiller med og mod hinanden i form, farve, stoflighed og skala. De er udvalgt med omhu og respekt for den gennemarbejdede form og spænder fra design med rødder i det klassiske, til det nytænkende og eksperimenterende udtryk. Produkterne er en blanding af små håndlavede serier fra egne værksteder og mindre industrielle produktioner. Butik for Borddækning byder på en permanent salgsudstilling, på skiftende temaudstillinger samt på udstillinger, hvor designerne hver især viser et bredere udvalg af deres kollektioner.